Som det eneste fem-stjenede hotel i Nordjylland betragter mange Ruths Hotel mere som et luksushotel end et badehotel, og dette skyldes især Jørgen Philip-Sørensen og hans visioner .
I januar 2010 mistede vi vores elskede og højt respekterede ejer og chef J. Philip-Sørensen. Philip døde i sit hjem den 18. januar og blev fredag 29. januar begravet i Skagen. Efter en smuk højtidelighed i Skagen Kirke blev han begravet på kirkegården her i Gl. Skagen.
Philip elskede Skagen og var her så ofte som det var muligt. Når man tænker på, at han har haft hele verden som arbejdsplads, så var vi heldige at have ham her noget mere end andre. Hvert eneste år tilbragte Philip desuden hele sommeren i Gl. Skagen sammen med sin nærmeste familie, så vi har haft æren af hans selskab ofte.
Philip var altid meget involveret i driften af sine to hoteller i Gl. Skagen - Strandhotellet og Ruths Hotel. Strandhotellet ejede han siden 1979 og Ruths Hotel blev købt til i 2003.
Vi savner ham alle, hans besøg, hans væremåde, hans gode ideer og kloge ord og hans skikkelse på terrassen om sommeren i selskab med et glas køligt rosévin og den uundværlige cigar.
Hotellerne drives nu af en fond. Familien er i kraft Phillips fire voksne børn fortsat engagerede, og akkurat som deres far bidrager med at holde fokus på høj standard og god kvalitet.
Philip satte et umådeligt stort præg på Gl. Skagen og Skagen-området i det hele taget. Det vidner både Danish Yacht, Ruths Hotel, Restaurant Sømærket, Strandhotellet og ikke mindst Redningshuset i Gl. Skagen i høj grad om.